Skydiving.

Det næste jeg vil fortælle om, er der sikkert en del, som ikke ville have troet jeg nogensinde ville gøre, men lad os tage dette fra en ende af. 


Så, for en lille månedstidsiden (dette foregår omkring d. 3/11/11), var nogle venner ude og skydive, og de var meget begejstrede for det. Ellie og Anne siger så, at det vil de også prøve, og så går vi ellers ned, og bestiller en skydivingtur. Hvad gik igennem mit hoved, som fik mig til at tro, at det var en god idé? Jeg har ingen anelse. Intet, man kan tro, men i hvert tilfælde, jeg bestemte også, at jeg skulle med.


Så, den morgen, da vi skulle skydive, hvilket foregik på den meget ikoniske dag 11/11/11, der vil jeg gerne indrømme, at jeg forestillede mig alle mulige gode grunde til, at jeg ikke skulle springe ud af det fly. Jeg mener, det er mig. Og et fly. Og et udspring. Det kunne ikke være en god cocktail. Og da vi stod og ventede på bussen var den rigtigt nok forsinket, men vi fik dog besked på, at der havde været en misforståelse, og at den ville komme.


Det blev så til en to-tre timers lang køretur ud af LA med den bus, og da vi endelig ankom til det sted vi skulle springe fra, så havde min mave fået overbevist sig selv om, at det der med at springe ud af et fly, det skulle ikke ske, så der var intet at være bekymret over. Vi kom ind, fik navneskilt på, skrev under på papirer om, at hvis vi døde, så var det ikke deres skyld (meget betryggende, I know), og så gik vi ellers ud for at vente på, at de ville kalde på os. Alle os der skulle op og springe blev delt i to grupper, og den ene gruppe var så oppe før vores. Da de kom ned, var vi i gang med at iføre os grimme blå dragter, og de var helt estatiske over deres udspring. 


Vi blev alle tildelt en instruktør, da hvad vi skulle, var at springe et tandemspring. Man kan godt springe alene, men eftersom man så selv er ansvarlig for at give så parashooten kommer ud, så er det generelt en god idé at starte med et tandem spring. Derinde fandt jeg også en dansk instruktør, som så forvirrede mig lidt ved, at snakke dansk til mig pludseligt, så jeg en gang imellem pludseligt hørte dansk, og dermed skiftede rundt imellem dansk og engelsk. Han var dog ikke min instruktør.


Vi blev også udstyret med et lille urlignende ting, som så målte, hvor højt vi var oppe. Vi skulle op i 12000 fods højde (hvilket svarer til ca. 3,5 km), og i starten kunne jeg ikke helt forstå, hvad der skete. Flyet var ret lille, og mindede mest om de militærfly man ser på film, med sæder der vender den forkerte vej, og ikke engang er sæder men en stor bænk, og hvor du næsten er ligeglad med bælte, fordi du skal springe ud af flyet anyway, og så en stor skydedør nede ved den ene ende, så man kan springe ud. Jeps, this was the real deal. Jeg kunne ikke helt forstå, at det rent faktisk skete, så for mig at mærke, så skete det altså ikke. Derfor var jeg også helt rolig på vejen op, det var vi faktisk alle. Folk blev ved med at spørge hinanden om, hvordan vi havde det, lol.


Nåh, så blev døren pludseligt skudt til side, og vi var 12000 fod oppe. Jeg var ikke den første der skulle springe, men var et sted i midten, så jeg måtte pænt sidde og vente. Da det blev min tur var jeg fastspændt til min instruktør, og vi bevægede os på en eller anden måde ned til døren. Jeg havde allerede fået instruktioner om, hvad der skulle ske, så vi sad i dørkanten og svingede frem to gange, før jeg væltede mig selv til siden, ud af flydøren.


Jeg tror ikke, at jeg nogensinde vil kunne finde ord på, hvordan det føltes. Syrrealistisk, urealistisk, fantastisk, utroligt, abnormalt... der findes ikke et præcist ord på, hvordan det føles at kaste sig ud af en dør i 3,5 kilometers højde, og med den viden, at går noget galt, så er du om to minutter en klat på jorden. Det tænkte jeg dog ikke på i det øjeblik. Jeg skulle lege banan, og det gjorde jeg, og så havde jeg ellers mest af alt travlt med, at kigge ud over landskabet. Jeg var ret facineret af, hvordan verden så ud i et fald fra en så høj højde - tro det eller lad være, man får et helt andet perspektiv end når man bevæger sig op i et fly. 


Efter omkring et minuts frit fald, og da vi var ca. en kilometer over jorden, så prikkede min instruktør mig på ryggen - det var tid til, at hive parashooten frem. Jeg prøvede at finde den, men det lykkedes ikke, og så var det jo nok meget godt, at jeg tog et tandemspring, for så hev min instruktør i stedet i den, og vores parashoot skød frem, og vi kunne faktisk snakke sammen. Jeg udbrød noget i retningen af: "OMG, I JUST JUMPED OUT OF AN AIRPLANE!" og så gav min instruktør mig ellers lov til, at hjælpe med at styre parashooten. Min første tanke, da den udfoldede sig var, faktisk, at der kun var to metalhængsler som reddede mig fra døden.


Nåh, men det viste sig hurtigt, at det at have en parashoot på ryggen var sjovt: du kan nærmest lave en hel rutchetur, ved at du hiver, og så står du pludselig ud i 90 graders vinkel til den ene side, så vi fløj ellers rundt i cirkler og legede rutchebane, indtil vi så skulle lande. Det lykkedes at lande, så jeg først stod på benene, men kræften af at lande fik mig dog til at lande. Derefter hookede jeg af, sagde tak til min instruktør, og mødtes med de andre der havde hoppet ud. 


Da vi kom hjem, blev Ellie og jeg enige om, at vi skulle prøve Riviere etellerandet mexicansk restaurent, og jeg fik en burrito som lå i to forskellige slags sovs: den ene var fantastisk, og fik den til at smage vidunerligt, den anden var forfærdelig, og fik den til at smage dårligt, så spiste kun halvdelen.


Og det var så min skydiving oplevelse. Jeg ville have sat et stilbillede ind fra videoen, men jeg har åbenbart fået smidt den væk. Jeg må prøve at lede efter den, så godt som jeg nu kan, her i morgen.