søndag den 26. februar 2012

Halloween.

Så vi var faktisk nået til Halloween. Lad os se, om ikke min hjerne fungerer, og lad os skruge tiden omtrent fem måneder baglæns. Så, Halloween ligger den 31 oktober her i USA. Den morgen stod jeg op allerede klokken halv seks - tro det eller lad være - kom i tøjet og vækkede så min roommate. Hun havde lovet, at hun gerne ville hjælpe mig med, at ordne mit hår inden jeg skulle i skole, så klokken seks begyndte hun ellers at krølle mit hår med et glattejern. Til alle drenge som eventuelt læser dette, så ja, det kan godt lade sig gøre.


Så jeg tog ellers i skole med Ellie, og opdagede snart, at der var en del der havde klædt sig ud til skoledagen. Således kom passerede pirater, superhelte og ketchup- og sennepsflasker mig den morgen, allerede inden klokken slog 10. 


Ellie og jeg havde en plan om, at vi ville ned og trick-and-treate i The Village, så på et af skolens toiletter gav vi os ellers til at forvandle os til en god engel og en ond engel. Derefter gik vi ud i offentligheden, og opdagede snart, at trick-and-treating i The Village ikke startede før senere. Så vi måtte vandre hjem iklædt kostume. Har jeg egentligt fortalt om folk herovre og deres dytterier? Det ved jeg nemlig ikke, om jeg har. Altså, generelt, så dytter folk af dig, hvis de synes, at du ser godt ud, men på dette tidspunkt vidste Ellie og jeg ikke dette, så efter vi snart fandt ud af, at det var os som alle dyttede af, så fik vi ellers travlt med at diskutere, om det var noget godt eller dårligt.


Da vi så kom hjem, så tog Ellie og Sol en del billeder. Sol var iklædt vampyr, og hvad er mere genialt end vampyren som suger blodet ud af den onde engel? 


Så, senere, begav Ellie og jeg os ned i The Village, og hvilket syn! Jeg har desværre absolut INGEN billeder, da jeg glemte både kamera og mobil, men Ellie har massere, og hvis jeg husker det en af dagene, så vil jeg kræve, at hun lige skal sende dem til mig. Men forestil jer dette: en stor vej afspærret af politi- og brandbiler, og så ellers mennseker over alt, alle sammen klædt ud, alle sammens dyr klædt ud, alle sammens børn klædt ud, absolut alle klædt ud. Det var noget af et specielt syn. Jeg så da både superhund og holgerhund og det hele, og jeg kan påstå, at jeg har fundet Holger, hans kone, hans søn og hans kat. Der var så mange sjove og hyggelige kostumer, blandt andet en ting herovre, som er meget populær, hvor man laver ben på siden af kostumet og dermed får det til at ligne, at bæreren ridder på et dyr. Således var der adskillige små, søde børn, som red på dinosaurere. Vi gik så rundt, og folk stirrede lidt på os, for det kunne snart fornemmes, at det var generelt et familiearrangement, så vi gik lidt væk derfra, hvor vi først mødte en mand, som spurgte, om vi ikke var Victorias Engle (ved ikke, om det er en kompliment eller kritik), og derefter en vidunderlige lille pige, som pegede på os og skrev: "MOMMY! MOMMY, LOOK, ANGELS! Real angels, mommy, they're real angels!". Moderen kiggede så på os, smilede og rystede på hovedet af sin datter, mens vi gjorde hvad vi kunne, for ikke at kidnappe den vidunderlige lille unge.


Nåh, vi gik rundt og modtog slik af den gale hattemager, hvorefter vi besluttede os for, at dette arrangement måtte familierne nok hellere have lidt til sig selv, og så gik vi hjem. 


Hjemme havde vi et par timer, før vi begge fik uddelt hvert vores pudevår, og så blev vi ellers inviteret ud og trick-and-treate sammen med min værtssøster Lauren. Katie joinede os også i begyndelsen, men hun måtte snart gå hjem igen. 


I starten var vi meget nervøse - det der med at ringe på et menneskes dør og love dem slik eller ballade, det ligger ikke rigtigt i min natur, i hvert tilfælde ikke siden jeg var lille og legede fastalavn, så det føltes meget mærkeligt at gøre det igen som 18-årig. Dog startede vi hos en nabo, Miss Mike, som var sød og venlig, og meget, meget ked af det over, at hun ikke havde købt noget slik, så jeg spurgte efter et kram, og fik udleveret et. Derefter vandt Ellie og jeg lidt mod, og så gik vi ellers i gang med at trick-and-treate om kap med alle de små børn der var. De kiggede lidt på os, men generelt, så synes folk,at det var hyggeligt at vi var der, og hey - i det mindste var vi udklædte. Der var åbenbart en del teenage som kom, og ikke var udklædt. 


Jeg ville ønske, at jeg kunne tage alle og enhver der læser med herover og vise dem, hvordan Halloween egentligt er. Nogle mennesker går virkelig op i at pynte deres huse op så meget, at der er lydeffekter når du kommer gående, og at de har lysshows som lyser og blinker som du bevæger dig rundt. Nogle har skeletter som bevæger sig, hoveder der pludseligt går ned, som du banker på eller høje lyde som pludseligt starter. Andre går helt andre veje, og går op i detaljer; de har spindelvæv over alt i deres have, opblæste græskar som bevæger sig i vinden, hovedløse ryttere, kæmpeedderkopper, dødsgardistlignende mænd og selv deres vindueskarme kan være dækket indefra af spindelvæv, og der kan være et lysende hoved der hænger ned. Nogle har selv styr på små detaljer, og går virkelig op i at være dem som gør det bedst. 


Efter at klokken var ved at nærme sig 9, så gik vi hjem. Lauren oplyste os om, at det generelt bliver anset som uhøfligt at trick-and-treate senere end 9 (da det hovedsageligt er børn der gør det, og de skal jo hjem og i seng). Da vi kom hjem fik vi at vide, at den bedste del skulle til at starte: vi skulle dele vores slik op og bytte. Det blev dog ikke til megen bytning, da hverken Ellie eller jeg kendte til det meste af slikket, og derfor ikke vidste, hvad vi syntes om. Vi fik dog foræret vores værtsfamilie noget, som vi vidste, vi ikke kunne lide, og så fik vi ellers puttet det pænt ned i poser og bukseret ind på vores værelser. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar