Skydiving.

Det næste jeg vil fortælle om, er der sikkert en del, som ikke ville have troet jeg nogensinde ville gøre, men lad os tage dette fra en ende af. 


Så, for en lille månedstidsiden (dette foregår omkring d. 3/11/11), var nogle venner ude og skydive, og de var meget begejstrede for det. Ellie og Anne siger så, at det vil de også prøve, og så går vi ellers ned, og bestiller en skydivingtur. Hvad gik igennem mit hoved, som fik mig til at tro, at det var en god idé? Jeg har ingen anelse. Intet, man kan tro, men i hvert tilfælde, jeg bestemte også, at jeg skulle med.


Så, den morgen, da vi skulle skydive, hvilket foregik på den meget ikoniske dag 11/11/11, der vil jeg gerne indrømme, at jeg forestillede mig alle mulige gode grunde til, at jeg ikke skulle springe ud af det fly. Jeg mener, det er mig. Og et fly. Og et udspring. Det kunne ikke være en god cocktail. Og da vi stod og ventede på bussen var den rigtigt nok forsinket, men vi fik dog besked på, at der havde været en misforståelse, og at den ville komme.


Det blev så til en to-tre timers lang køretur ud af LA med den bus, og da vi endelig ankom til det sted vi skulle springe fra, så havde min mave fået overbevist sig selv om, at det der med at springe ud af et fly, det skulle ikke ske, så der var intet at være bekymret over. Vi kom ind, fik navneskilt på, skrev under på papirer om, at hvis vi døde, så var det ikke deres skyld (meget betryggende, I know), og så gik vi ellers ud for at vente på, at de ville kalde på os. Alle os der skulle op og springe blev delt i to grupper, og den ene gruppe var så oppe før vores. Da de kom ned, var vi i gang med at iføre os grimme blå dragter, og de var helt estatiske over deres udspring. 


Vi blev alle tildelt en instruktør, da hvad vi skulle, var at springe et tandemspring. Man kan godt springe alene, men eftersom man så selv er ansvarlig for at give så parashooten kommer ud, så er det generelt en god idé at starte med et tandem spring. Derinde fandt jeg også en dansk instruktør, som så forvirrede mig lidt ved, at snakke dansk til mig pludseligt, så jeg en gang imellem pludseligt hørte dansk, og dermed skiftede rundt imellem dansk og engelsk. Han var dog ikke min instruktør.


Vi blev også udstyret med et lille urlignende ting, som så målte, hvor højt vi var oppe. Vi skulle op i 12000 fods højde (hvilket svarer til ca. 3,5 km), og i starten kunne jeg ikke helt forstå, hvad der skete. Flyet var ret lille, og mindede mest om de militærfly man ser på film, med sæder der vender den forkerte vej, og ikke engang er sæder men en stor bænk, og hvor du næsten er ligeglad med bælte, fordi du skal springe ud af flyet anyway, og så en stor skydedør nede ved den ene ende, så man kan springe ud. Jeps, this was the real deal. Jeg kunne ikke helt forstå, at det rent faktisk skete, så for mig at mærke, så skete det altså ikke. Derfor var jeg også helt rolig på vejen op, det var vi faktisk alle. Folk blev ved med at spørge hinanden om, hvordan vi havde det, lol.


Nåh, så blev døren pludseligt skudt til side, og vi var 12000 fod oppe. Jeg var ikke den første der skulle springe, men var et sted i midten, så jeg måtte pænt sidde og vente. Da det blev min tur var jeg fastspændt til min instruktør, og vi bevægede os på en eller anden måde ned til døren. Jeg havde allerede fået instruktioner om, hvad der skulle ske, så vi sad i dørkanten og svingede frem to gange, før jeg væltede mig selv til siden, ud af flydøren.


Jeg tror ikke, at jeg nogensinde vil kunne finde ord på, hvordan det føltes. Syrrealistisk, urealistisk, fantastisk, utroligt, abnormalt... der findes ikke et præcist ord på, hvordan det føles at kaste sig ud af en dør i 3,5 kilometers højde, og med den viden, at går noget galt, så er du om to minutter en klat på jorden. Det tænkte jeg dog ikke på i det øjeblik. Jeg skulle lege banan, og det gjorde jeg, og så havde jeg ellers mest af alt travlt med, at kigge ud over landskabet. Jeg var ret facineret af, hvordan verden så ud i et fald fra en så høj højde - tro det eller lad være, man får et helt andet perspektiv end når man bevæger sig op i et fly. 


Efter omkring et minuts frit fald, og da vi var ca. en kilometer over jorden, så prikkede min instruktør mig på ryggen - det var tid til, at hive parashooten frem. Jeg prøvede at finde den, men det lykkedes ikke, og så var det jo nok meget godt, at jeg tog et tandemspring, for så hev min instruktør i stedet i den, og vores parashoot skød frem, og vi kunne faktisk snakke sammen. Jeg udbrød noget i retningen af: "OMG, I JUST JUMPED OUT OF AN AIRPLANE!" og så gav min instruktør mig ellers lov til, at hjælpe med at styre parashooten. Min første tanke, da den udfoldede sig var, faktisk, at der kun var to metalhængsler som reddede mig fra døden.


Nåh, men det viste sig hurtigt, at det at have en parashoot på ryggen var sjovt: du kan nærmest lave en hel rutchetur, ved at du hiver, og så står du pludselig ud i 90 graders vinkel til den ene side, så vi fløj ellers rundt i cirkler og legede rutchebane, indtil vi så skulle lande. Det lykkedes at lande, så jeg først stod på benene, men kræften af at lande fik mig dog til at lande. Derefter hookede jeg af, sagde tak til min instruktør, og mødtes med de andre der havde hoppet ud. 


Da vi kom hjem, blev Ellie og jeg enige om, at vi skulle prøve Riviere etellerandet mexicansk restaurent, og jeg fik en burrito som lå i to forskellige slags sovs: den ene var fantastisk, og fik den til at smage vidunerligt, den anden var forfærdelig, og fik den til at smage dårligt, så spiste kun halvdelen.


Og det var så min skydiving oplevelse. Jeg ville have sat et stilbillede ind fra videoen, men jeg har åbenbart fået smidt den væk. Jeg må prøve at lede efter den, så godt som jeg nu kan, her i morgen.

Halloween.

Så vi var faktisk nået til Halloween. Lad os se, om ikke min hjerne fungerer, og lad os skruge tiden omtrent fem måneder baglæns. Så, Halloween ligger den 31 oktober her i USA. Den morgen stod jeg op allerede klokken halv seks - tro det eller lad være - kom i tøjet og vækkede så min roommate. Hun havde lovet, at hun gerne ville hjælpe mig med, at ordne mit hår inden jeg skulle i skole, så klokken seks begyndte hun ellers at krølle mit hår med et glattejern. Til alle drenge som eventuelt læser dette, så ja, det kan godt lade sig gøre.


Så jeg tog ellers i skole med Ellie, og opdagede snart, at der var en del der havde klædt sig ud til skoledagen. Således kom passerede pirater, superhelte og ketchup- og sennepsflasker mig den morgen, allerede inden klokken slog 10. 


Ellie og jeg havde en plan om, at vi ville ned og trick-and-treate i The Village, så på et af skolens toiletter gav vi os ellers til at forvandle os til en god engel og en ond engel. Derefter gik vi ud i offentligheden, og opdagede snart, at trick-and-treating i The Village ikke startede før senere. Så vi måtte vandre hjem iklædt kostume. Har jeg egentligt fortalt om folk herovre og deres dytterier? Det ved jeg nemlig ikke, om jeg har. Altså, generelt, så dytter folk af dig, hvis de synes, at du ser godt ud, men på dette tidspunkt vidste Ellie og jeg ikke dette, så efter vi snart fandt ud af, at det var os som alle dyttede af, så fik vi ellers travlt med at diskutere, om det var noget godt eller dårligt.


Da vi så kom hjem, så tog Ellie og Sol en del billeder. Sol var iklædt vampyr, og hvad er mere genialt end vampyren som suger blodet ud af den onde engel? 


Så, senere, begav Ellie og jeg os ned i The Village, og hvilket syn! Jeg har desværre absolut INGEN billeder, da jeg glemte både kamera og mobil, men Ellie har massere, og hvis jeg husker det en af dagene, så vil jeg kræve, at hun lige skal sende dem til mig. Men forestil jer dette: en stor vej afspærret af politi- og brandbiler, og så ellers mennseker over alt, alle sammen klædt ud, alle sammens dyr klædt ud, alle sammens børn klædt ud, absolut alle klædt ud. Det var noget af et specielt syn. Jeg så da både superhund og holgerhund og det hele, og jeg kan påstå, at jeg har fundet Holger, hans kone, hans søn og hans kat. Der var så mange sjove og hyggelige kostumer, blandt andet en ting herovre, som er meget populær, hvor man laver ben på siden af kostumet og dermed får det til at ligne, at bæreren ridder på et dyr. Således var der adskillige små, søde børn, som red på dinosaurere. Vi gik så rundt, og folk stirrede lidt på os, for det kunne snart fornemmes, at det var generelt et familiearrangement, så vi gik lidt væk derfra, hvor vi først mødte en mand, som spurgte, om vi ikke var Victorias Engle (ved ikke, om det er en kompliment eller kritik), og derefter en vidunderlige lille pige, som pegede på os og skrev: "MOMMY! MOMMY, LOOK, ANGELS! Real angels, mommy, they're real angels!". Moderen kiggede så på os, smilede og rystede på hovedet af sin datter, mens vi gjorde hvad vi kunne, for ikke at kidnappe den vidunderlige lille unge.


Nåh, vi gik rundt og modtog slik af den gale hattemager, hvorefter vi besluttede os for, at dette arrangement måtte familierne nok hellere have lidt til sig selv, og så gik vi hjem. 


Hjemme havde vi et par timer, før vi begge fik uddelt hvert vores pudevår, og så blev vi ellers inviteret ud og trick-and-treate sammen med min værtssøster Lauren. Katie joinede os også i begyndelsen, men hun måtte snart gå hjem igen. 


I starten var vi meget nervøse - det der med at ringe på et menneskes dør og love dem slik eller ballade, det ligger ikke rigtigt i min natur, i hvert tilfælde ikke siden jeg var lille og legede fastalavn, så det føltes meget mærkeligt at gøre det igen som 18-årig. Dog startede vi hos en nabo, Miss Mike, som var sød og venlig, og meget, meget ked af det over, at hun ikke havde købt noget slik, så jeg spurgte efter et kram, og fik udleveret et. Derefter vandt Ellie og jeg lidt mod, og så gik vi ellers i gang med at trick-and-treate om kap med alle de små børn der var. De kiggede lidt på os, men generelt, så synes folk,at det var hyggeligt at vi var der, og hey - i det mindste var vi udklædte. Der var åbenbart en del teenage som kom, og ikke var udklædt. 


Jeg ville ønske, at jeg kunne tage alle og enhver der læser med herover og vise dem, hvordan Halloween egentligt er. Nogle mennesker går virkelig op i at pynte deres huse op så meget, at der er lydeffekter når du kommer gående, og at de har lysshows som lyser og blinker som du bevæger dig rundt. Nogle har skeletter som bevæger sig, hoveder der pludseligt går ned, som du banker på eller høje lyde som pludseligt starter. Andre går helt andre veje, og går op i detaljer; de har spindelvæv over alt i deres have, opblæste græskar som bevæger sig i vinden, hovedløse ryttere, kæmpeedderkopper, dødsgardistlignende mænd og selv deres vindueskarme kan være dækket indefra af spindelvæv, og der kan være et lysende hoved der hænger ned. Nogle har selv styr på små detaljer, og går virkelig op i at være dem som gør det bedst. 


Efter at klokken var ved at nærme sig 9, så gik vi hjem. Lauren oplyste os om, at det generelt bliver anset som uhøfligt at trick-and-treate senere end 9 (da det hovedsageligt er børn der gør det, og de skal jo hjem og i seng). Da vi kom hjem fik vi at vide, at den bedste del skulle til at starte: vi skulle dele vores slik op og bytte. Det blev dog ikke til megen bytning, da hverken Ellie eller jeg kendte til det meste af slikket, og derfor ikke vidste, hvad vi syntes om. Vi fik dog foræret vores værtsfamilie noget, som vi vidste, vi ikke kunne lide, og så fik vi ellers puttet det pænt ned i poser og bukseret ind på vores værelser. 

Welcome back!

Så, jeg gik rundt i byen i dag, og så kom jeg pludselig i tanke om min blog. Det har ellers været et stykke tid siden, at jeg har skrevet herinde, spørg mig ikke om hvorfor jeg pludseligt stoppede, jeg har ingen anelse, men lad os håbe, at jeg er tilbage!
Så, der er selvfølgelig gået en del tid, og derfor vil jeg heller ikke give detaljer om alt hvad der er sket, men jeg vil alligevel gå over lidt af hvad der er sket, startende med sikkert at gå ned i alt for mange detaljer, som eks. med i dag, og så, jo længere baglæns vi rykker os, fjerne detaljer. Dette skulle rigtigt betyde, at jeg ville ødelægge bloggens kronologiske rækkefølge, men det gik lige op for mig, at det nok ikke er nogen god idé, så lad mig starte med, hvor vi sluttede. Det pinlige er lidt, at jeg kan ikke huske, hvor vi sluttede, så jeg skal faktisk lige poste det her indlæg, og så gå ud og læse, hvad jeg sidst skrev om. So long, though!