Jeg ved godt, at vi bor i Los Angeles, og at i sikkert tror, at der er en god chance for, at blive opdaget i næsten alle situationer. Jeg ved også godt, at det da sikkert sker en gang imellem, men faktum er, når i skråler så højt, at man kan høre jer langt væk, og at i står og synger højt ved busstoppestederne, så lyder i som regel dumme, og gør jer selv til grin.
Ja, jeg ved ikke, om jeg fik nævnt den syngende mand på cykel på the pier, men han var der i hvert tilfælde, og siden da har jeg oplevet en del syngende amerikanere. Det er heller ikke noget problem, hvis ikke at det var for, at de som regel synger… meget højt. Men ja (:
Nåh, søndag havde vi planer om, at vi skulle til the Grove/Farmer's Market og møde Rick Riordan! Som sædvanlig, så skulle de faile (:
Sol var på dette tidspunkt stadig i Santa Barbera, så det var kun Ellie og jeg, og klokken otte om morgenen stod jeg op, og klokken tyve over ni var vi ellers på gåben på vej ned til busstoppestedet ved Avenue I. Vi fangede bussen, som - tro til LA trafik - var forsinket, men det gik. Vi stod af på Vermont, krydsede gaden og stillede os til at vente på den også forsinkede bus 550, som så går hele vejen til vest Hollywood. For en ekstra pris af 2,90 dollars var alt ellers betalt, og vi satte os ind på den 1 time lange tur til San Vicente. Og nu kommer det spændene: JEG TOG BILLEDER. Mhm, jeg føler mig meget stolt.
Dette er bare… Los Angeles. Ja. Jeg har ikke mere at sige (: Jo! Kan i se palmerne?!
Nåh, så ankom vi ellers til San Vicente, og så kunne vi ikke finde the Grove. Vi gik lidt den ene vej, så lidt den anden, men lige lidt hjalp det. Så vi spurgte amerikanerne til råds, og det viste sig, at vi skulle tage en blue bus imod Santa Monica til Fairfax og så skifte til en anden bus der, og så skulle vi finde det. Hun glemte bare at fortælle os, hvornår vi skulle af.
Nåh, endnu et 'in the bus' billede. Jeg ved ærligt talt ikke, hvor jeg er her… eller, hvorfor… nåh ja! Det der er museet! Eller, det tror jeg da… eller også var det der, hvor de havde et fly stående uden foran af en eller anden grund.
Vi overlevede så blå bus, men lige som vi ankom til Fairfax station, så kørte 227 bussen forbi os, og det var selvfølgelig den vi skulle med.
Som vi kom nærmere, så blev vi mere og mere usikre på, hvor vi egentligt skulle af, da jeg efter der var blevet sagt 3th endelig så Farmer's Market skiltet, og så smuttede vi ellers ud, og efter 3 timers bus og forvirring, så var vi endelig der! Så var alt at gøre bare, at finde ud af resten.Sådanne her ser Farmers Market ud. Det består egentligt af en masse små boder, med et ton forskellige ting du kan købe. Tror de fleste kender den slags boder (:
Bevis på, at vi faktisk kom til Farmer's Market! Måtte have det.
Og vi fandt ham. Manden i den lillae trøje er Rick Riordan himself (og manden på scenen er ham der lægger stemme til Phineas fra Phineas og Ferb). Og halvdelen af jer ved ikke, hvem det er (: Doesn't matter. Jeg er meget stolt. Og jeg fik næsten en autograf, ud over, at køen lukkede like… fem mennesker før mig. Må indrømme, at jeg ikke var tilfreds. Men hey, fik nogle nye øreringe og en ring fra forever 21, så helt forgæves var turen ikke, og jeg fandt en meget sjælden bog, som man bare ikke kan købe nogle steder online, og det er første gang, at jeg har set den i en boghandel, så jeg skal ikke klage!
Vi fik selvfølgelig den fantastiske idé, at i stedet for at tage bussen tilbage til pico (vi var på fairfax, pico var stedet med den blå bus, det hedder pico/fairfax), så kunne vi gå. Det var nok min skyld, jeg var sikker på, at det kun var two blocks away, og så gik vi ellers.
Og vi gik. Og vi gik. Og efter en del gååen, så fandt vi endelig San Vicente, og Pico ville så være næste gade, så var spørgsmålet bare, om vi ville følge San Vicente til vores bus nummer to, eller om vi ville tage blue bus. Men først, så var vi smadrede, så vi tog på starbucks og købte en dårlig smoothie - aldrig køb smoothies på starbucks - og så satte vi os udenfor for at drikke dem. Mens vi sidder der, gæt hvad vi ser? 550 køre direkte forbi os. Der var et busstoppested lige over gaden. Selvfølgelig. Nåh, vi løb selvfølgelig over gaden, og så satte vi os til at vente på næste bus. Desværre, så skulle der gå en time, før den næste kom, men en selvskabelig amerikaner holdt os med selvskab, og gik endda på gaden, for at holde øje med bussen (det ville jeg ikke turde, folk i vest Hollywood kører… meget hurtigt). Og så kom den endelig!
Tro det eller lad være, der er busstoppesteder på motorvejen. Jeg ved, at det er svært at se, at det er en motorvej, men det er det. Og der er en del busstoppesteder, bare… midt på motorvejen. For en lille dansker, så er det altså anderldes.
Og alle de mange veje der går over hinanden. Nu tog jeg desværre dette billede lidt for sent, for der havde lige været en del flere, men der er da et par stykker alligevel.
Okay, man kan ikke se det, men her var vi tilbage på Vermont, og på det skilt ovre ved det grønne areal, så står der Los Angeles. Klik det endeligt stort! (:
Og et forsøg på at tage et billede af Los Angeles by night. Jeg skal nok tage et ordentligt et, når jeg får min kameraoplader (:
Vi kom sikkert hjem. Hjemtransporten endte op med at tage ca. 4 timer, og vi må have set meget trætte ud, da en taxichauffør spurgte, om vi ville køres et sted hen, men på det tidspunkt var vi tæt på hjem, og jeg sætter mig ikke bare ind hos en taxachauffør jeg ikke har ringet til. Men det var da en interessant dag, og jeg fik da en autograf i sidste ende (: Selvom det ikke var i min bog, som jeg ellers gerne ville have det. Klistrer den på min bog, når den kommer. Hvis vi altså huskede adressen rigtigt...











Ingen kommentarer:
Send en kommentar