Første to dage + rejsedag.

Så, nu er jeg faktisk taget afsted. Det tog ellers sin tid, og til sidst blev jeg nærmest helt overbevist om, at det aldrig ville blive tid, men nu er jeg faktisk taget afsted.
Tog til lufthavnen ved en halv 10-tiden her tordags, og efter en tårevæddet afsket var jeg på egen hånd, eller, i hvert tilfælde til jeg kom ind i lufthavnen, for der ventede min far, hvilket var rart. Desværre måtte han jo også sige farvel da vi nåede ud til gaten, og så var jeg ellers rigtigt på egen hånd. Endte op med et sæde lige bag ved business class og der sad ikke engang nogen ved siden af mig - flyet var vidstnok kun halvfyldt.
I London lufthavn som jeg mellemlandede i, tog det en evighed at komme igennem sikkerhedstjekket. Ikke alene skulle de have min taske igennem scanneren adskillige gange, men de var også overbeviste om, at jeg havde betal på mig, hvilket jeg så absolut ikke havde - det nærmeste metal jeg havde på mig var min ene ørering, og den har de aldrig reageret på før, men det går nok, kom igennem, men dog kun med omkring en time til at komme til mit fly, og jeg nåede knap over ved Giraffe, til ære for Marianne, før de kaldte over højtalerne, at alle der skulle til LAX skulle tage og få fart på. Et tog og en milliard trapper senere fandt jeg dog gaten og endte op med et sæde bag ved to der sad ved døren (to sæder fra business), og så i midten. Heldigvis var ham manden jeg sad ved siden af meget venlig - der var ikke noget sæde foran ham, så han sagde, at jeg bare kunne strække mit ben den vej, hvis jeg ville. Flyveturen var kedelig, alt for lang, men jeg overlevede da! Og jeg fik aldrig set slutningen af Rio, hvilket jeg faktisk stadig er meget skuffet over. Nåede lige til klimaks, og så nåede jeg altså ikke længere.
Nåh, i LAX var der igen problemer - flyselsvskabet skulle have givet os med et visum et specielt papir vi skulle udfylde, men ingen af os havde modtaget det, så pludseligt var vi en masse der stod og skulle udfylde samme papir, og folk fra lufthavnen brokkede sig. Inden det havde jeg også stået i kø i en evighed, kun for at blive afvist og smidt til informationen, så det tog sin tid. Bagefter hed den endnu en lang kø, og så ellers en mand der var helt overbevist om, at hende på billedet var ikke mig, men en 27 årig kvinde. Det tog en del tid at overbevise ham om, at jeg altså var en og samme person, og at jeg ikke blev yngre og yngre, og han overvejede lidt, at tilkalde en tredjemand til, at gennemgå det, men han endte dog op med at acceptere, at jeg åbenbart bare så gammel ud på mit billede, og slap mig igennem.
Så røg jeg til bagagen - det var overraskende nemt at finde. Udgangen… not that easy. Jeg fandt det super forvirredne med alle de køer man kunne gå til, men til sidst fandt jeg dog det store 'EXIT' skilt, hvilket burde have gjort det nemt at vide, at det altså var der man skulle hen, men det var det ikke i virkelighedens verden. Og da jeg kom op blev det ikke nemmere. Spottede ret hurtigt en mand i en blå EF trøje, og skyndte mig så efter ham, da han var på vej ud af døren med adskillige unge studerende, men da vi kom ud, og han ville tjekke mit navn af, kunne vi ikke finde mig nogle steder. Han sagde, at jeg bare kunne sætte mig ind, før han lige huskede på at spørge, om jeg overhovedet var på vej til Santa Barberas. Ja, det var jeg så ikke, så jeg fik at vide, at jeg nok burde komme ind igen. Det gjorde jeg, men imellemtiden havde hende fra LA allerede været der, og rykket alle over et andet sted i lufthavnen, og dette fandt jeg selvfølgelig ikke ud af før en time senere, da en anden guide som skulle hente en anden pige til Santa Barbera kom, og spurgte til, hvorfor jeg ikke var med de andre. Så ja, men jeg endte op med at finde dem!
Derefter stod den på mere ventetid, fordi to studenter manglede, og så - endelig - ventetid på at vores shuttle com og hentede os. Med mit held, så var jeg selvfølgelig den sidste der skulle sættes af, så vi kørte rundt i en evighed, og kunne ikke engang kigge på stjerner, fordi… well, der var ingen. Sørgeligt, sørgeligt.
Men så kom jeg endelig hjem til min værtsfamilie! De virkedede umiddelbart vendelige - Diana tog imod mig, og hun var meget venlig og forstående for, at jeg mest af alt bare var træt og ville sove. Min roomie, Marisol, virkede også meget venlig, og hun ville heldigvis også gerne sove, så vi fandt ud af det, og gik i seng.


Næste dag vågnede jeg klokken tre om natten. Der var ikke noget lys ved siden af sengen, og ikke noget internet på min computer, så jeg havde ikke så meget andet at lave, end at ligge og prøve at sove lidt videre, og at kigge på, at solen stod op. I tre timer og tre kvarterer. Det var ikke særligt underholdene. Men da dagen så endeligt kom i gang, så gik det også stærkt, og pludseligt stod jeg uden foran skolen.
Først blev vi sluset igennem according to vores efternavne, og de tog vores I-20 form, vores pas og vores forsikringspapirer, så de kunne lave kopierer af dem alle. Så blev vi med elevator smidt på 3 sal og ind i et stort lokale, og så kunne vi ellers vente på, at samtlige 150 kom igennem. Det tog meget længere tid end det lyder til, specielt fordi nogle ikke havde taget placement test, så de skulle tage den mens vi andre tog en quiz.
Derefter var der lidt over en times powerpoint, og så skulle vi ellers afsted igen - det tog igen en del tid at komme ud i busserne og finde den rigtige bus, da ens navn stod på forskellige lister, men så kørte vi ellers imod Santa Monica beach. Det tog lidt tid, men derovre blev vi så ellers sat på fri fod. Sultne var vi fem der gik på jagt efter mad, på 3th street (en gågade, sådanne lidt en lang shoppinggade), og vi endte så op på subway. Bagefter prøvede vi at få lidt shopping gennemført, men eftersom vi kun havde fået en halvanden time til rådighed, og en del af tiden allerede var gået på at finde mad, stå i kø til mad, få den lavet og så spise den, så var det ikke den mest seriøse shoppingtur ever. Bagefter vendte vi næsen mod Venice Beach, og med en advarsel om, at vi bestemt ikke måtte købe Hash, blev vi igen sat på fri fod, lige ved de to flag. Vi vendte denne gang næsen mod havet først, men bagefter var der nogle der blev fanget af nogle gadekunstnere som dansede, mens mig, og en af de tre andre udvekslingsstudenter der lever med min værstfamilie, gik lidt videre, på jagt efter sko. Vi fandt dog ikke sko, men en henna tattoveringsshop, og i en rus af spontanitet fik vi ellers lavet en hyggelig hennatattovering, faktisk den samme, samme sted, som så var på hoften. Som to mennesker der ønskede at blive solbrændt på kun halvdelen af maven, gik vi så ellers rundt med vores trøjer halvt oppe, da vores tattovering skulle tørre. I sidste ende blev de alligevel tværret ud, og det mest sorte faldt af, så de endte op med at se sære ud. Nåh, ellers, så så vi også 'doktorne' på Venice Beach!
Det kræver nok lidt forklaring. I Californien er det faktisk tilladt at købe Hash, hvis man har et license fra sin læge, og hvis man er US resident eller Citizen i Califorina (Permanent), så i Venice Beach er det 'lægerne' der sælger Hash. Og de er faktisk klædt ud som læger, med hvide kitler og det hele, og det hele ser faktisk lidt mærkeligt ud. Men Venice Beach er i hvert tilfælde en oplevelse i sig selv! Det mindede mig lidt om Barcelona, men så alligevel ikke.




Tredje dag, som faktisk er i dag, vågnede jeg først klokken seks. Var virkeligt stolt af mig selv over det! Det var helt klart en forbedring! Nåh, ellers, så kravlede jeg ned, hentede min computer, så jeg ikke skulle kede mig, og gav mig til at lege lidt. Heldigivs var der en helt vildt masse online, så jeg havde rigeligt at snakke til, så det var meget rart.
Nåh, men! Så skulle vi så igen afsted. Denne gang skulle vi gå hele vejen, og netop som jeg går og snakker om, at det i det mindste ikke kommer til at sne, og fortovet derfor ikke bliver iset over, og vi vil falde ned af det bjerg vi skal klatre ned af, så BAM, falder jeg, og ligger s åder og vælter rundt. Ja, typisk mit held. Nåh, men vi tænkte at vi, like, kunne tage en tur forbi Starbucks. Et styks dry caramel hot chocolate til mig, tak! Det smagte dejligt, og kakao kan drikkes hvornår det skal være. Nåh, over til busserne igen, denne gang måtte vi selv bestemme hvor vi ville hen, så Sol, Eli og jeg hoppede ind i den samme bus, og så gik turen ellers afsted. Vi startede med at tage til Farmer's Market, hvor vi tog i World's Food Market, og jeg købte noget sjovt slik til Marianne, derefter hoppede vi ind i Forever 21 (faktisk, så hoppede vi ind i en butik der hed noget med Girl, men vi opdagede meget hurtigt, at den havde vidst mest med dukker at gøre, så vi hoppede ud igen), og gæt hvad jeg fandt? Ja, jeg fandt neglelak, men det var faktisk ikke det jeg mente. Jeg fandt noget meget bedre. Jeg fandt en halskæde med et unicorn vedhæng. Som i, seriøst. Det tog mig ikke mange sekunder at købe den, og så var jeg ellers lykkelig. Købte også en almindelig sort top, da jeg syntes, at jeg er i underskud af trøjer, og så gik vi ellers videre. Et par billeder senere, og jeg får øje på himlen: Barnes and Nobles, lige der, midt i det hele! Overtalte de andre til, at det bestemt var en fantastisk idé at gå derind, og greb så ellers ud efter bøger jeg kunne finde. I løbet af få sekunder stod jeg med adskillige bøger, og så var det ellers op på 3, hvor jeg fik et mindre hjerteanfald over alle de mange dejlige bøger jeg kendte, og jeg fik ellers travlt med, at hive dem ned i mine arme. Eli fik også skovlet seks bøger op, før både hende og Sol blev enige om, at nu var et godt tidpsunkt at få mig ud, før jeg købte hele butikken, så med 14 bøger på armen begav jeg mig til kasseapperatet, hvor mig og ekspedienten hurtigt blev enige om, at et membership card nok var en god idé til mig (sparrede mere, end hvad kortet kostede, så det betalte sig selv).
Nåh, med min taske nu fuld af bøger, begav vi os over til, hvor bussen burde holde, med et hurtigt stop hos en glattejernssælger, men ak og ve - bussen var ingen steder at se. Vi ledte i lidt tid, spurgte nogle af de andre, og med tre minutter før den ville efterlade os strandet alene, så vi nogle i blå trøje, og gik over til dem. Heldigvis var det EF mennesker, og vi endte op i den rigtige bus og det hele! Jeg stillede så min tunge taske fra mig, og vi kørte til Hollywood - Walk of Fame. Desværre tog det en del tid, da der var hele to store gader lukkede, men vi så da adskillige sære ting imens vi kørte - blandt andet en demonstration uden foran en Chick-Fil-A. Fandt aldrig ud af, om de mente, at Chick-Fil-A var anti gay eller pro gay, og hvilket de var utilfredse med. De var ret forvirrende. Vi så også to der demonstrerede iført Gay Fawkes masker.
Nåh, men vi kom endelig frem til Walk of Fame, kom ud, og så begav vi os ellers afsted. Jeg kan faktisk ikke huske, om vi var inde i andre butikker, men vi fandt en turistshop, hvor de andre købte nogle ting til fok derhjemme. Desværre, så forsvandt manden der ekpedierede Ellie forholdsvist hurtigt, og så stod man ellers der og tænkte 'ja'…
Egentligt ville vi gerne have været på Hard Rock Café og spise, men vi havde kun en time i alt, og med alt den tid det tog manden at gøre… hvad end han skulle, så kunne vi ikke nå det, så det blev McD, og så ellers Hard Rock Café for at købe en pen til mor, så hun ikke spyer ild efter mig, eller sådanne noget. Man ved aldrig.
Bagefter satte vi os over ved bussen og spiste. Egentligt sad vi ved bussens… stepting(?), men buschaufføren kom og spurgte, om vi ikke hellere ville spise indenfor, og jo, det ville vi da, og det var helt fint, på betingelse af, at vi ikke svinede, så det gjorde vi ikke. Derefter kørte vi videre op til Gryffith Observatory, og rendte lidt rundt der. Det var ret interessant. Så kørte vi ellers tilbage, og så kom den sværeste del af dagen: at bestige bjerget igen, med alle mine bøger på ryggen. Heldigvis har jeg så awesome hostsøstre, at de hjalp mig med at bære min taske. Og så, præcis som mit held burde være, at vi endelig var ved toppen af bjerget, kom Diana kørende forbi. Vi var, like, 20 m fra hendes hus, så hun stoppede selvfølgelig ikke, men jeg ville ønske, at hun var kommet forbi, da vi var for enden, for det var godt nok en hård tur op af den bakke! Men vi overlevede jo i sidste ende, og så satte vi os ellers ind i køkkenet og snakkede.
Okay, til aftensmad fik vi noget lidt specielt, så det vil jeg lige forklare. Vi fik først chips med noget kaldet seven-layer-dip. Det er generelt en dip der består af først et lag bønner, så sour cream med taco mix i, så salsa, så ost, så almindelig sourcream og så ost igen. Men det var ikke det mærkeligste. Well, det mærkeligste var nok, hvor store tingene var - posen var… okay, forestil jer en almindelig pose, og så gang den med fem. Så stor. Og dåsen med bønner i var enorm! Nåh, men det mærkeligste var, den måde de lavede tacos på! Det var bare så anderledes! Altså, det var en tacoskal i en rulle med bønneting imellem, og så puttede man så tingene i tacoskalen, men når den så knustes, så faldt den ingen vejne. Se, det var ret så gennemtænkt!
Nåh, ellers, så var vi vidst bare mest af alt trætte, og lige nu er klokken kun 10:41 PM, på en lørdag aften, men der går godt nok ikke lang tid, før jeg lægger mig til at sove.
Så… godnat (: