Bagefter tog vi på skole, og på vej hjem et hurtigt stop på Jamba Juice for at købe en smoothie, og ja, så sidder jeg her. Har ikke engang nogle billeder til, at skrive mere D:
torsdag den 29. september 2011
Today was a surfingda… no, scratch that out.
Bagefter tog vi på skole, og på vej hjem et hurtigt stop på Jamba Juice for at købe en smoothie, og ja, så sidder jeg her. Har ikke engang nogle billeder til, at skrive mere D:
Pier dag.
Okay, onsdag. Selvfølgelig startede onsdag med skole. Tidligt op, tidligt i skole, men bagefter var det super hyggeligt. Okay, så hvis man følger Avenue I, kan man gå direkte ned til stranden. Ellie og en pige fra klassen kaldet Anne besluttede os for, at vi skulle have mexicansk, koste hvad det koste ville. Så, vi gik på jagt! Vi fik denne fantastiske idé om, at på the pier måtte der da være en mexicansk restaurant, og da vi kom til stranden kunne vi ganske rigtigt se the pier.
Så, vi gav os til at gå. Og gå. Og gå og gå og gå. Faktisk gik vi i omkring tre kvarterer, før vi endelig rent faktisk var der, og så havde vi ikke lyst til den første mexicanske vi fandt, så vi fandt et lille lidt smånussetudseendet sted, og så beordrede vi ellers alle quasadillas. Min var med - og hold nu fast - kylling og ved siden af SALAT! Kære mor og far, når jeg engang kommer hjem, så vil jeg have salat i dusinvis. Jeg startede endda med at spise det, fordi jeg simpelthen blev så glad!
Nåh, vi ledte så lidt efter et sted kaldet cheesecake factory, fordi Diana havde sagt, at det skulle være godt. Desværre fandt vi det ikke, så vi vandrede tilbage.
Da vi kom tilbage skildtes vi så, og Ellie og jeg tog i Youghurt Land for at købe frozen youghurt. Far, kan du huske, at det var 99$ pr. ounce i Florida? Well, her er det 33$ pr ounce. Nåh, tog noget chocolate, noget med en mærkelig japansk frugt og red velvet batter, og så fik jeg den gode idé at jordbær oven på var godt. Desværre fik jeg også de dårlige idéer at vingummibamse og vandmelon måtte være fantastisk. Det var det ikke.
Bagefter ville Ellie meget gerne have sine negle ordnet, så vi tog til en neglesalon, og fik begge ordnet vores negle. Ellie fik også skudt nogle øreringe i, og så tog vi ellers hjem. Og gæt hvad? Der var kylling og salat til aftensmad! Mmmm siger jeg bare!
Ikke rigtigt en interessant dag.
Så, fordi jeg er på C1 level, så skulle jeg møde sent her i tirsdags. Og… så skete der faktisk ikke rigtigt mere. Gik i skole, kom hjem. Jeg kan ikke engang… nej vent, jeg kan godt huske, hvad jeg fik til aftensmad! Okay, så vi satte os til at snakke med Diana, vores værtsmor, og så så vi Castle. Midt i Castle blev maden så færdig, og Diana gav os så to valg: Vi kunne enten vente, og spise når Castle var færdig, eller vi kunne hente en skål og spise nu. Selvfølelig valgte vi skålen, og da vi kom tilbage med noget pasta og jalepenobrød som Jesper klart ville elske, så erklærede Diana, at "you two are now real american girls!" Så det var meget hyggeligt. Ellers, så kom Sol sent hjem: hun farede vild i Santa Monica, men hun fandt sig dog en Best Buy og købte en Blackberry til - hold nu fast - 300$. Det er ikke meget for sådanne en.
Nåh, på grund af manglen på noget at skrive om, så har jeg da lidt billeder!
Eller, et billede, resten er til i går…
Nåh, på grund af manglen på noget at skrive om, så har jeg da lidt billeder!
Eller, et billede, resten er til i går…
Dette er den udsigt jeg har hver morgen. Det er lige omkring José som er en gade der ligger lige ved den gade jeg bor på. Her var jeg endda så heldig, at det var en ganske smuk dag, så man rigtigt kan se ud over LA i baggrunden.
mandag den 26. september 2011
Første skoledag.
Så, i dag var første skoledag! Okay, det var egentligt ikke så interessant, at det har brug for et udråbstegn. Men altså, ja, jeg gik i skole. Yay.
Nåh, men eftersom vi havde så tidligt fri, så fik Ellie og jeg den fantastiske idé, at vi ville finde et mall. Så først gik vi på jagt på gåben, men så kom vi i tanke om, at vi gerne ville tilmelde os surfing, så vi vendte tilbage til skolen, betalte for surfingklasse her torsdag morgen kl. 10 i to timer, og så spurgte også om, hvordan vi kom til et mall, og så fik vi ellers et kort udleveret, hvorpå man kunne se hvordan man kom til det andetstørste mall i Californien.
Så, med gåpåmod, så stod vi ellers på den første bus, bus 232, og betalte pænt, denne gang begge to, og spurgte chaufføren, om han ikke ville være så venlig at sige, når vi var ved Hawtorne, da vi skulle skifte der. Det ville han da selvfølgelig godt, selvom jeg fik forvirret ham godt og grundig med, hvordan jeg ville have, at Hawtorne skulle udtales, men ja, det lykkedes i sidste ende. Vi kom af, diskuterede lidt, hvad for en vej der var hvad, men endte med at krydse vejen og stige på bus… 334, tror jeg det var, endnu engang med en forspørgsel om, om han ikke godt ville sige til, når vi kom til Carnaby street (mener jeg det var), og endnu engang, så ville han da selvfølgelig gerne det. Så hoppede vi ellers af der, og jeg stod foran himlen: Kæmpe Barnes and Noble. Ellie erklærede dog, at før vi gjorde noget andet, så fandt vi noget at spise, så vi fandt noget foodcourt, som bare ned international etellerandet, i stedet for, og spiste noget lasagneagtigt med nogle breadsticks til. Det var fint nok. Så begyndte vi ellers at lede i butikker; Ellie fik fundet denne fantastiske kjole, den var godt nok dyr, men den var så smuk, at man ikke bare kunne lade den ligge. Jeg fandt en ganske almindelig varm trøje, som jeg desværre nok ikke får brug for, mens jeg er her, for den har lange ærmer, og så fandt jeg body shop og fik købt mig noget nyt cream (og det var på udsalg!), og en ny læbepomade, da jeg på mystisk vis har smidt min anden væk. Prøvede også mine nye yndlingssko, men de havde den kun i størrelse 6.5, og jeg skulle have dem i en 7 fandt jeg ud af, da jeg prøvede dem. Det var bare ærgeligt, men det var der ikke noget at gøre ved.
Ellers købte Ellie nogle ting, og nogle timer senere hed turen ellers Barnes and Nobles! Så vi kom derind, og det tog os ikke længe at falde over en samling klassikere på udsalg, og så var mit hjerte ellers ved at hoppe ud af halsen på mig. Jeg fik hurtigt skovlet Wicked op i favnen, og jeg har slet ikke tal på, hvor mange Ellie fik med sig, og så gik vi ellers videre, hvorefter jeg pludseligt stod med syv bøger, inklusivt adskillige der ikke burde være udkommet endnu.
Jeg var dog fornuftig. Tro det eller lad være, jeg kom kun derudfra med to bøger! jeg var vildt stolt af mig selv, specielt fordi Ellie kom ud med otte bøger! Det var lidt fantastisk. Nåh, så skulle vi ellers bare hjem igen, og det gik stille og roligt, senere fandt vi så desværre ud af, at der er en bus lige uden foran huset, bogstavligt talt, som går til det mall, og at du kan tage den tilbage igen, men sådanne er livet bare.
Til aftensmad, så sagde Diana, at hun havde bestilt pizza til os. Sol spiste på skolen, da der var pizzaparty der i dag, så hun skulle ikke have noget, og pludseligt stod der altså tre familiepizzaer og ventede på Ellie og jeg. Det vidste sig dog heldigvis, at de ikke forventede, at vi skulle spise dem alle sammen, hvilket var lidt af en lettelse, da det altså var lige lovligt meget… Men ja, og nu sidder jeg her, og skriver det her. Har ikke nogle billeder, selvfølgelig. Men måske i morgen. Hvis der overhovedet er noget der er værd at blogge om i morgen (:
Nåh, men eftersom vi havde så tidligt fri, så fik Ellie og jeg den fantastiske idé, at vi ville finde et mall. Så først gik vi på jagt på gåben, men så kom vi i tanke om, at vi gerne ville tilmelde os surfing, så vi vendte tilbage til skolen, betalte for surfingklasse her torsdag morgen kl. 10 i to timer, og så spurgte også om, hvordan vi kom til et mall, og så fik vi ellers et kort udleveret, hvorpå man kunne se hvordan man kom til det andetstørste mall i Californien.
Så, med gåpåmod, så stod vi ellers på den første bus, bus 232, og betalte pænt, denne gang begge to, og spurgte chaufføren, om han ikke ville være så venlig at sige, når vi var ved Hawtorne, da vi skulle skifte der. Det ville han da selvfølgelig godt, selvom jeg fik forvirret ham godt og grundig med, hvordan jeg ville have, at Hawtorne skulle udtales, men ja, det lykkedes i sidste ende. Vi kom af, diskuterede lidt, hvad for en vej der var hvad, men endte med at krydse vejen og stige på bus… 334, tror jeg det var, endnu engang med en forspørgsel om, om han ikke godt ville sige til, når vi kom til Carnaby street (mener jeg det var), og endnu engang, så ville han da selvfølgelig gerne det. Så hoppede vi ellers af der, og jeg stod foran himlen: Kæmpe Barnes and Noble. Ellie erklærede dog, at før vi gjorde noget andet, så fandt vi noget at spise, så vi fandt noget foodcourt, som bare ned international etellerandet, i stedet for, og spiste noget lasagneagtigt med nogle breadsticks til. Det var fint nok. Så begyndte vi ellers at lede i butikker; Ellie fik fundet denne fantastiske kjole, den var godt nok dyr, men den var så smuk, at man ikke bare kunne lade den ligge. Jeg fandt en ganske almindelig varm trøje, som jeg desværre nok ikke får brug for, mens jeg er her, for den har lange ærmer, og så fandt jeg body shop og fik købt mig noget nyt cream (og det var på udsalg!), og en ny læbepomade, da jeg på mystisk vis har smidt min anden væk. Prøvede også mine nye yndlingssko, men de havde den kun i størrelse 6.5, og jeg skulle have dem i en 7 fandt jeg ud af, da jeg prøvede dem. Det var bare ærgeligt, men det var der ikke noget at gøre ved.
Ellers købte Ellie nogle ting, og nogle timer senere hed turen ellers Barnes and Nobles! Så vi kom derind, og det tog os ikke længe at falde over en samling klassikere på udsalg, og så var mit hjerte ellers ved at hoppe ud af halsen på mig. Jeg fik hurtigt skovlet Wicked op i favnen, og jeg har slet ikke tal på, hvor mange Ellie fik med sig, og så gik vi ellers videre, hvorefter jeg pludseligt stod med syv bøger, inklusivt adskillige der ikke burde være udkommet endnu.
Jeg var dog fornuftig. Tro det eller lad være, jeg kom kun derudfra med to bøger! jeg var vildt stolt af mig selv, specielt fordi Ellie kom ud med otte bøger! Det var lidt fantastisk. Nåh, så skulle vi ellers bare hjem igen, og det gik stille og roligt, senere fandt vi så desværre ud af, at der er en bus lige uden foran huset, bogstavligt talt, som går til det mall, og at du kan tage den tilbage igen, men sådanne er livet bare.
Til aftensmad, så sagde Diana, at hun havde bestilt pizza til os. Sol spiste på skolen, da der var pizzaparty der i dag, så hun skulle ikke have noget, og pludseligt stod der altså tre familiepizzaer og ventede på Ellie og jeg. Det vidste sig dog heldigvis, at de ikke forventede, at vi skulle spise dem alle sammen, hvilket var lidt af en lettelse, da det altså var lige lovligt meget… Men ja, og nu sidder jeg her, og skriver det her. Har ikke nogle billeder, selvfølgelig. Men måske i morgen. Hvis der overhovedet er noget der er værd at blogge om i morgen (:
Fails kan også nogle gange være sjove.
Okay, så jeg var simpelthen for træt i går til at blogge, men jeg har besluttet, stadig at skrive indlæggene seperat, da jeg tror min lillesøster vil sætte pris på det.
Så, min kameraoplader burde meget gerne være på vej til mig, vil jeg tro (?), så snart skal i nok få billeder! Så bliver det lidt sjovere at følge med. Jeg har ikke engang prøvet, om jeg kan overføre dem fra min mobil… to sekunder, jeg tror lige, at jeg vil finde ud af det!
Okay, det kunne jeg så godt, så nu kommer der billeder. Godt nok billeder fra de andre dage, men hey, nu kan jeg faktisk tage billeder! Woho!
Okay, lad mig se… i går var vores planer følgend: Vi ville surfe, vi ville spise frozen youghurt på pinkberry, vi ville få vores negle lavet hos en nail art salon (det er sygt billigt her), og vi ville tage til pizza party med EF om aftenen. Hver eneste af disse ting failede. Først, så kom vi ikke afsted i tide til at komme ud og surfe, så vi tænkte (vi er Ellie, Sol og jeg), 'hey, vi går ud og leger opdagelsesrejsene, og giver os til at opdage stedet her!'. Ja, først gik vi i den ene retning, men der var ikke rigtigt noget, så vi tænkte, at vi ville prøve den anden. Det lykkedes os så at finde noget kaldet the Village, hvilket er dette lille shoppingdistrikt, og på det tidspunkt var vi ret sultne, så vi tog ind og spiste på… okay, jeg kan faktisk ikke huske hvad navnet er, noget med Creme and Crepê eller sådanne noget, men fik noget brødhalløj og den lækreste smoothie jeg nogensinde har fået. Skal helt klart tilbage dertil, selvom jeg nu har fået en del forslag til fantastiske smoothiesteder fra min værtsfamilie.
Nåh, men vi gik så lidt videre, og så tænkte vi 'Pinkberry ville helt sikkert være en lækker dessert, lad os tage derhen'. Jeg var overbevist om, at det var i en retning, Ellie var overbevist om en anden, men eftersom vi alle havde erfaret kendskab med min stedsans (vi skal dreje der!), så valgte vi, at følge Ellies råd. Så, vi vandrede ned af vejen, og det… gjorde vi ret længe. Nærmere præcis i en time, før vi til sidst besluttede os for, at nu måtte nok være nok, og så fandt vi et busstoppested, fordi vores fødder var generelt ret smadret på det tidspunkt, og så satte vi os til at vente på bussen. Busplanen viste sig at være en oplevelse i sig selv: der stod udelukkende, hvilke store stoppesteder den stoppede ved, og så stod der ellers et 30-tal ved om søndagen. Hvad det 30-tal betød, gættede vi på, var at den kom hver halve time, men vi er stadig ikke helt sikre på det. Nåh, men bussen kom, og eftersom det var vores første tur i en bus, så var vi meget newbie-like. Så vi forklarede pænt buschaufføen at det var vores første tur, og så prøvede jeg ellers at stikke ham en 5-dollar seddel, fordi busbilletten kostede 1.5 dollar. Nåh, det kunne han ikke tage imod, og han sagde så, at vi skulle betale med mønter, så jeg hældte alle mine mønter ud, og stoppede så møntmaskinen. I sidste ende betalte jeg 1.6 dollar, og han gav så meget op på os, at han lod de andre to gå på min billet. Så vi satte os i bussen, og så tænkte vi 'hmm, hvordan mon vi trykker stop?' (ikke at vi vidste, hvornår vi skulle trykke stop. Eller hvad busstoppestedet hed), men det fandt vi så ud af: langs siden af busen løber der en… ja, et gult reb/snor lignende ting, og den skal man så give i, og så stopper bussen ved næste stoppested. Det er lidt af en oplevelse for sig selv.
Nåh, men vi kom så af busstoppestedet, og så fik vi øje på Baskin Robbins og tænkte 'hvis vi ikke kan få Frozen youghurt, så går det nok an', så vi tog og købte os noget baskin robbins og åd det, og så ville vi ellers over til skolen og vendte til pizzapartiet. Eller, det troede vi, for da vi kom derover, så var det aflyst. Så vi ringede til Diana (min værtsmor), og fortalte hende, at vi bare kom hjem i stedet for, og så giv vi ellers en lille omvej, for at se resten af the Village. Det tog os omkring 100 meter, så fandt vi en frozen youghurt ting, kaldet frozen youghurt. Men ja, selvom det var lidt ærgeligt at vi ikke fik spist det, så var det stadig en super hyggelig dag.
Og nu, billeder! Ta-da-da-daaaa!
Så, min kameraoplader burde meget gerne være på vej til mig, vil jeg tro (?), så snart skal i nok få billeder! Så bliver det lidt sjovere at følge med. Jeg har ikke engang prøvet, om jeg kan overføre dem fra min mobil… to sekunder, jeg tror lige, at jeg vil finde ud af det!
Okay, det kunne jeg så godt, så nu kommer der billeder. Godt nok billeder fra de andre dage, men hey, nu kan jeg faktisk tage billeder! Woho!
Okay, lad mig se… i går var vores planer følgend: Vi ville surfe, vi ville spise frozen youghurt på pinkberry, vi ville få vores negle lavet hos en nail art salon (det er sygt billigt her), og vi ville tage til pizza party med EF om aftenen. Hver eneste af disse ting failede. Først, så kom vi ikke afsted i tide til at komme ud og surfe, så vi tænkte (vi er Ellie, Sol og jeg), 'hey, vi går ud og leger opdagelsesrejsene, og giver os til at opdage stedet her!'. Ja, først gik vi i den ene retning, men der var ikke rigtigt noget, så vi tænkte, at vi ville prøve den anden. Det lykkedes os så at finde noget kaldet the Village, hvilket er dette lille shoppingdistrikt, og på det tidspunkt var vi ret sultne, så vi tog ind og spiste på… okay, jeg kan faktisk ikke huske hvad navnet er, noget med Creme and Crepê eller sådanne noget, men fik noget brødhalløj og den lækreste smoothie jeg nogensinde har fået. Skal helt klart tilbage dertil, selvom jeg nu har fået en del forslag til fantastiske smoothiesteder fra min værtsfamilie.
Nåh, men vi gik så lidt videre, og så tænkte vi 'Pinkberry ville helt sikkert være en lækker dessert, lad os tage derhen'. Jeg var overbevist om, at det var i en retning, Ellie var overbevist om en anden, men eftersom vi alle havde erfaret kendskab med min stedsans (vi skal dreje der!), så valgte vi, at følge Ellies råd. Så, vi vandrede ned af vejen, og det… gjorde vi ret længe. Nærmere præcis i en time, før vi til sidst besluttede os for, at nu måtte nok være nok, og så fandt vi et busstoppested, fordi vores fødder var generelt ret smadret på det tidspunkt, og så satte vi os til at vente på bussen. Busplanen viste sig at være en oplevelse i sig selv: der stod udelukkende, hvilke store stoppesteder den stoppede ved, og så stod der ellers et 30-tal ved om søndagen. Hvad det 30-tal betød, gættede vi på, var at den kom hver halve time, men vi er stadig ikke helt sikre på det. Nåh, men bussen kom, og eftersom det var vores første tur i en bus, så var vi meget newbie-like. Så vi forklarede pænt buschaufføen at det var vores første tur, og så prøvede jeg ellers at stikke ham en 5-dollar seddel, fordi busbilletten kostede 1.5 dollar. Nåh, det kunne han ikke tage imod, og han sagde så, at vi skulle betale med mønter, så jeg hældte alle mine mønter ud, og stoppede så møntmaskinen. I sidste ende betalte jeg 1.6 dollar, og han gav så meget op på os, at han lod de andre to gå på min billet. Så vi satte os i bussen, og så tænkte vi 'hmm, hvordan mon vi trykker stop?' (ikke at vi vidste, hvornår vi skulle trykke stop. Eller hvad busstoppestedet hed), men det fandt vi så ud af: langs siden af busen løber der en… ja, et gult reb/snor lignende ting, og den skal man så give i, og så stopper bussen ved næste stoppested. Det er lidt af en oplevelse for sig selv.
Nåh, men vi kom så af busstoppestedet, og så fik vi øje på Baskin Robbins og tænkte 'hvis vi ikke kan få Frozen youghurt, så går det nok an', så vi tog og købte os noget baskin robbins og åd det, og så ville vi ellers over til skolen og vendte til pizzapartiet. Eller, det troede vi, for da vi kom derover, så var det aflyst. Så vi ringede til Diana (min værtsmor), og fortalte hende, at vi bare kom hjem i stedet for, og så giv vi ellers en lille omvej, for at se resten af the Village. Det tog os omkring 100 meter, så fandt vi en frozen youghurt ting, kaldet frozen youghurt. Men ja, selvom det var lidt ærgeligt at vi ikke fik spist det, så var det stadig en super hyggelig dag.
Og nu, billeder! Ta-da-da-daaaa!
Først, til ære for de mennesker jeg sagde farvel til, selvom alle ikke er på. Folk i Danmark vil helt sikkert blive savnet, men ja, jeg kommer jo til at se jer igen (: Stadig, så må jeg lige lægge det her billede ind. Og se lige, hvor nuttet min lillesøster er. Like, så mini.
Okay, det her billede er fra Farmers Market og det forestiller Ellie og Sol på farmeres market. You know den der sære grønne ting i højre side? Like, den der stikker ud af en bygning? Det er Barnes and Noble!
Og det her er fra da vi var på Walk of fame, hvilket i sikkert har gættet jer til, da i så stjernen. Men ja, det er Tom Cruises stjerne!
Det her billede er udelukkende, 190% tilegnet til min mor. Fuldstændig dedikeret til hende. Som jeg skrev tidligere, vil jeg tro, så var der noget ombygning, filminghalløj i midten, så det var mega svært at komme omkring, specielt for alle de mennesker der var, og det er så sådanne her det faktisk så ud i virkeligheden. Men det er så Hard Rock Cafe på walk of fame, og jeg har desværre ikke taget et billede af den pin jeg købte, men den var awesome.
Og et billede man er nødt til at have! Og placeret lige uden foran McD… Marilyn Monroes stjerne.
Okay, det her billede vil jeg lige lave ret stort, det er fra Gryffith Observatory, og hvis i kigger lidt godt efter, så kan i se hollywoodskiltet. Det var meget nemt at se, der hvor vi stod henne, men desværre havde jeg jo kun min mobil med mig, og den tager ikke forfærdeligt gode billede, så det her er desværre hvad jeg har. Men den der hvide klat bagved, det er Hollywood skiltet!
Og det er så udsigten fra Gryffith Observatory (:
Og… sidelæns. Meget interessant!
lørdag den 24. september 2011
Første to dage + rejsedag.
Så, nu er jeg faktisk taget afsted. Det tog ellers sin tid, og til sidst blev jeg nærmest helt overbevist om, at det aldrig ville blive tid, men nu er jeg faktisk taget afsted.
Tog til lufthavnen ved en halv 10-tiden her tordags, og efter en tårevæddet afsket var jeg på egen hånd, eller, i hvert tilfælde til jeg kom ind i lufthavnen, for der ventede min far, hvilket var rart. Desværre måtte han jo også sige farvel da vi nåede ud til gaten, og så var jeg ellers rigtigt på egen hånd. Endte op med et sæde lige bag ved business class og der sad ikke engang nogen ved siden af mig - flyet var vidstnok kun halvfyldt.
I London lufthavn som jeg mellemlandede i, tog det en evighed at komme igennem sikkerhedstjekket. Ikke alene skulle de have min taske igennem scanneren adskillige gange, men de var også overbeviste om, at jeg havde betal på mig, hvilket jeg så absolut ikke havde - det nærmeste metal jeg havde på mig var min ene ørering, og den har de aldrig reageret på før, men det går nok, kom igennem, men dog kun med omkring en time til at komme til mit fly, og jeg nåede knap over ved Giraffe, til ære for Marianne, før de kaldte over højtalerne, at alle der skulle til LAX skulle tage og få fart på. Et tog og en milliard trapper senere fandt jeg dog gaten og endte op med et sæde bag ved to der sad ved døren (to sæder fra business), og så i midten. Heldigvis var ham manden jeg sad ved siden af meget venlig - der var ikke noget sæde foran ham, så han sagde, at jeg bare kunne strække mit ben den vej, hvis jeg ville. Flyveturen var kedelig, alt for lang, men jeg overlevede da! Og jeg fik aldrig set slutningen af Rio, hvilket jeg faktisk stadig er meget skuffet over. Nåede lige til klimaks, og så nåede jeg altså ikke længere.
Nåh, i LAX var der igen problemer - flyselsvskabet skulle have givet os med et visum et specielt papir vi skulle udfylde, men ingen af os havde modtaget det, så pludseligt var vi en masse der stod og skulle udfylde samme papir, og folk fra lufthavnen brokkede sig. Inden det havde jeg også stået i kø i en evighed, kun for at blive afvist og smidt til informationen, så det tog sin tid. Bagefter hed den endnu en lang kø, og så ellers en mand der var helt overbevist om, at hende på billedet var ikke mig, men en 27 årig kvinde. Det tog en del tid at overbevise ham om, at jeg altså var en og samme person, og at jeg ikke blev yngre og yngre, og han overvejede lidt, at tilkalde en tredjemand til, at gennemgå det, men han endte dog op med at acceptere, at jeg åbenbart bare så gammel ud på mit billede, og slap mig igennem.
Så røg jeg til bagagen - det var overraskende nemt at finde. Udgangen… not that easy. Jeg fandt det super forvirredne med alle de køer man kunne gå til, men til sidst fandt jeg dog det store 'EXIT' skilt, hvilket burde have gjort det nemt at vide, at det altså var der man skulle hen, men det var det ikke i virkelighedens verden. Og da jeg kom op blev det ikke nemmere. Spottede ret hurtigt en mand i en blå EF trøje, og skyndte mig så efter ham, da han var på vej ud af døren med adskillige unge studerende, men da vi kom ud, og han ville tjekke mit navn af, kunne vi ikke finde mig nogle steder. Han sagde, at jeg bare kunne sætte mig ind, før han lige huskede på at spørge, om jeg overhovedet var på vej til Santa Barberas. Ja, det var jeg så ikke, så jeg fik at vide, at jeg nok burde komme ind igen. Det gjorde jeg, men imellemtiden havde hende fra LA allerede været der, og rykket alle over et andet sted i lufthavnen, og dette fandt jeg selvfølgelig ikke ud af før en time senere, da en anden guide som skulle hente en anden pige til Santa Barbera kom, og spurgte til, hvorfor jeg ikke var med de andre. Så ja, men jeg endte op med at finde dem!
Derefter stod den på mere ventetid, fordi to studenter manglede, og så - endelig - ventetid på at vores shuttle com og hentede os. Med mit held, så var jeg selvfølgelig den sidste der skulle sættes af, så vi kørte rundt i en evighed, og kunne ikke engang kigge på stjerner, fordi… well, der var ingen. Sørgeligt, sørgeligt.
Men så kom jeg endelig hjem til min værtsfamilie! De virkedede umiddelbart vendelige - Diana tog imod mig, og hun var meget venlig og forstående for, at jeg mest af alt bare var træt og ville sove. Min roomie, Marisol, virkede også meget venlig, og hun ville heldigvis også gerne sove, så vi fandt ud af det, og gik i seng.
Næste dag vågnede jeg klokken tre om natten. Der var ikke noget lys ved siden af sengen, og ikke noget internet på min computer, så jeg havde ikke så meget andet at lave, end at ligge og prøve at sove lidt videre, og at kigge på, at solen stod op. I tre timer og tre kvarterer. Det var ikke særligt underholdene. Men da dagen så endeligt kom i gang, så gik det også stærkt, og pludseligt stod jeg uden foran skolen.
Først blev vi sluset igennem according to vores efternavne, og de tog vores I-20 form, vores pas og vores forsikringspapirer, så de kunne lave kopierer af dem alle. Så blev vi med elevator smidt på 3 sal og ind i et stort lokale, og så kunne vi ellers vente på, at samtlige 150 kom igennem. Det tog meget længere tid end det lyder til, specielt fordi nogle ikke havde taget placement test, så de skulle tage den mens vi andre tog en quiz.
Derefter var der lidt over en times powerpoint, og så skulle vi ellers afsted igen - det tog igen en del tid at komme ud i busserne og finde den rigtige bus, da ens navn stod på forskellige lister, men så kørte vi ellers imod Santa Monica beach. Det tog lidt tid, men derovre blev vi så ellers sat på fri fod. Sultne var vi fem der gik på jagt efter mad, på 3th street (en gågade, sådanne lidt en lang shoppinggade), og vi endte så op på subway. Bagefter prøvede vi at få lidt shopping gennemført, men eftersom vi kun havde fået en halvanden time til rådighed, og en del af tiden allerede var gået på at finde mad, stå i kø til mad, få den lavet og så spise den, så var det ikke den mest seriøse shoppingtur ever. Bagefter vendte vi næsen mod Venice Beach, og med en advarsel om, at vi bestemt ikke måtte købe Hash, blev vi igen sat på fri fod, lige ved de to flag. Vi vendte denne gang næsen mod havet først, men bagefter var der nogle der blev fanget af nogle gadekunstnere som dansede, mens mig, og en af de tre andre udvekslingsstudenter der lever med min værstfamilie, gik lidt videre, på jagt efter sko. Vi fandt dog ikke sko, men en henna tattoveringsshop, og i en rus af spontanitet fik vi ellers lavet en hyggelig hennatattovering, faktisk den samme, samme sted, som så var på hoften. Som to mennesker der ønskede at blive solbrændt på kun halvdelen af maven, gik vi så ellers rundt med vores trøjer halvt oppe, da vores tattovering skulle tørre. I sidste ende blev de alligevel tværret ud, og det mest sorte faldt af, så de endte op med at se sære ud. Nåh, ellers, så så vi også 'doktorne' på Venice Beach!
Det kræver nok lidt forklaring. I Californien er det faktisk tilladt at købe Hash, hvis man har et license fra sin læge, og hvis man er US resident eller Citizen i Califorina (Permanent), så i Venice Beach er det 'lægerne' der sælger Hash. Og de er faktisk klædt ud som læger, med hvide kitler og det hele, og det hele ser faktisk lidt mærkeligt ud. Men Venice Beach er i hvert tilfælde en oplevelse i sig selv! Det mindede mig lidt om Barcelona, men så alligevel ikke.
Tredje dag, som faktisk er i dag, vågnede jeg først klokken seks. Var virkeligt stolt af mig selv over det! Det var helt klart en forbedring! Nåh, ellers, så kravlede jeg ned, hentede min computer, så jeg ikke skulle kede mig, og gav mig til at lege lidt. Heldigivs var der en helt vildt masse online, så jeg havde rigeligt at snakke til, så det var meget rart.
Nåh, men! Så skulle vi så igen afsted. Denne gang skulle vi gå hele vejen, og netop som jeg går og snakker om, at det i det mindste ikke kommer til at sne, og fortovet derfor ikke bliver iset over, og vi vil falde ned af det bjerg vi skal klatre ned af, så BAM, falder jeg, og ligger s åder og vælter rundt. Ja, typisk mit held. Nåh, men vi tænkte at vi, like, kunne tage en tur forbi Starbucks. Et styks dry caramel hot chocolate til mig, tak! Det smagte dejligt, og kakao kan drikkes hvornår det skal være. Nåh, over til busserne igen, denne gang måtte vi selv bestemme hvor vi ville hen, så Sol, Eli og jeg hoppede ind i den samme bus, og så gik turen ellers afsted. Vi startede med at tage til Farmer's Market, hvor vi tog i World's Food Market, og jeg købte noget sjovt slik til Marianne, derefter hoppede vi ind i Forever 21 (faktisk, så hoppede vi ind i en butik der hed noget med Girl, men vi opdagede meget hurtigt, at den havde vidst mest med dukker at gøre, så vi hoppede ud igen), og gæt hvad jeg fandt? Ja, jeg fandt neglelak, men det var faktisk ikke det jeg mente. Jeg fandt noget meget bedre. Jeg fandt en halskæde med et unicorn vedhæng. Som i, seriøst. Det tog mig ikke mange sekunder at købe den, og så var jeg ellers lykkelig. Købte også en almindelig sort top, da jeg syntes, at jeg er i underskud af trøjer, og så gik vi ellers videre. Et par billeder senere, og jeg får øje på himlen: Barnes and Nobles, lige der, midt i det hele! Overtalte de andre til, at det bestemt var en fantastisk idé at gå derind, og greb så ellers ud efter bøger jeg kunne finde. I løbet af få sekunder stod jeg med adskillige bøger, og så var det ellers op på 3, hvor jeg fik et mindre hjerteanfald over alle de mange dejlige bøger jeg kendte, og jeg fik ellers travlt med, at hive dem ned i mine arme. Eli fik også skovlet seks bøger op, før både hende og Sol blev enige om, at nu var et godt tidpsunkt at få mig ud, før jeg købte hele butikken, så med 14 bøger på armen begav jeg mig til kasseapperatet, hvor mig og ekspedienten hurtigt blev enige om, at et membership card nok var en god idé til mig (sparrede mere, end hvad kortet kostede, så det betalte sig selv).
Nåh, med min taske nu fuld af bøger, begav vi os over til, hvor bussen burde holde, med et hurtigt stop hos en glattejernssælger, men ak og ve - bussen var ingen steder at se. Vi ledte i lidt tid, spurgte nogle af de andre, og med tre minutter før den ville efterlade os strandet alene, så vi nogle i blå trøje, og gik over til dem. Heldigvis var det EF mennesker, og vi endte op i den rigtige bus og det hele! Jeg stillede så min tunge taske fra mig, og vi kørte til Hollywood - Walk of Fame. Desværre tog det en del tid, da der var hele to store gader lukkede, men vi så da adskillige sære ting imens vi kørte - blandt andet en demonstration uden foran en Chick-Fil-A. Fandt aldrig ud af, om de mente, at Chick-Fil-A var anti gay eller pro gay, og hvilket de var utilfredse med. De var ret forvirrende. Vi så også to der demonstrerede iført Gay Fawkes masker.
Nåh, men vi kom endelig frem til Walk of Fame, kom ud, og så begav vi os ellers afsted. Jeg kan faktisk ikke huske, om vi var inde i andre butikker, men vi fandt en turistshop, hvor de andre købte nogle ting til fok derhjemme. Desværre, så forsvandt manden der ekpedierede Ellie forholdsvist hurtigt, og så stod man ellers der og tænkte 'ja'…
Egentligt ville vi gerne have været på Hard Rock Café og spise, men vi havde kun en time i alt, og med alt den tid det tog manden at gøre… hvad end han skulle, så kunne vi ikke nå det, så det blev McD, og så ellers Hard Rock Café for at købe en pen til mor, så hun ikke spyer ild efter mig, eller sådanne noget. Man ved aldrig.
Bagefter satte vi os over ved bussen og spiste. Egentligt sad vi ved bussens… stepting(?), men buschaufføren kom og spurgte, om vi ikke hellere ville spise indenfor, og jo, det ville vi da, og det var helt fint, på betingelse af, at vi ikke svinede, så det gjorde vi ikke. Derefter kørte vi videre op til Gryffith Observatory, og rendte lidt rundt der. Det var ret interessant. Så kørte vi ellers tilbage, og så kom den sværeste del af dagen: at bestige bjerget igen, med alle mine bøger på ryggen. Heldigvis har jeg så awesome hostsøstre, at de hjalp mig med at bære min taske. Og så, præcis som mit held burde være, at vi endelig var ved toppen af bjerget, kom Diana kørende forbi. Vi var, like, 20 m fra hendes hus, så hun stoppede selvfølgelig ikke, men jeg ville ønske, at hun var kommet forbi, da vi var for enden, for det var godt nok en hård tur op af den bakke! Men vi overlevede jo i sidste ende, og så satte vi os ellers ind i køkkenet og snakkede.
Okay, til aftensmad fik vi noget lidt specielt, så det vil jeg lige forklare. Vi fik først chips med noget kaldet seven-layer-dip. Det er generelt en dip der består af først et lag bønner, så sour cream med taco mix i, så salsa, så ost, så almindelig sourcream og så ost igen. Men det var ikke det mærkeligste. Well, det mærkeligste var nok, hvor store tingene var - posen var… okay, forestil jer en almindelig pose, og så gang den med fem. Så stor. Og dåsen med bønner i var enorm! Nåh, men det mærkeligste var, den måde de lavede tacos på! Det var bare så anderledes! Altså, det var en tacoskal i en rulle med bønneting imellem, og så puttede man så tingene i tacoskalen, men når den så knustes, så faldt den ingen vejne. Se, det var ret så gennemtænkt!
Nåh, ellers, så var vi vidst bare mest af alt trætte, og lige nu er klokken kun 10:41 PM, på en lørdag aften, men der går godt nok ikke lang tid, før jeg lægger mig til at sove.
Så… godnat (:
Tog til lufthavnen ved en halv 10-tiden her tordags, og efter en tårevæddet afsket var jeg på egen hånd, eller, i hvert tilfælde til jeg kom ind i lufthavnen, for der ventede min far, hvilket var rart. Desværre måtte han jo også sige farvel da vi nåede ud til gaten, og så var jeg ellers rigtigt på egen hånd. Endte op med et sæde lige bag ved business class og der sad ikke engang nogen ved siden af mig - flyet var vidstnok kun halvfyldt.
I London lufthavn som jeg mellemlandede i, tog det en evighed at komme igennem sikkerhedstjekket. Ikke alene skulle de have min taske igennem scanneren adskillige gange, men de var også overbeviste om, at jeg havde betal på mig, hvilket jeg så absolut ikke havde - det nærmeste metal jeg havde på mig var min ene ørering, og den har de aldrig reageret på før, men det går nok, kom igennem, men dog kun med omkring en time til at komme til mit fly, og jeg nåede knap over ved Giraffe, til ære for Marianne, før de kaldte over højtalerne, at alle der skulle til LAX skulle tage og få fart på. Et tog og en milliard trapper senere fandt jeg dog gaten og endte op med et sæde bag ved to der sad ved døren (to sæder fra business), og så i midten. Heldigvis var ham manden jeg sad ved siden af meget venlig - der var ikke noget sæde foran ham, så han sagde, at jeg bare kunne strække mit ben den vej, hvis jeg ville. Flyveturen var kedelig, alt for lang, men jeg overlevede da! Og jeg fik aldrig set slutningen af Rio, hvilket jeg faktisk stadig er meget skuffet over. Nåede lige til klimaks, og så nåede jeg altså ikke længere.
Nåh, i LAX var der igen problemer - flyselsvskabet skulle have givet os med et visum et specielt papir vi skulle udfylde, men ingen af os havde modtaget det, så pludseligt var vi en masse der stod og skulle udfylde samme papir, og folk fra lufthavnen brokkede sig. Inden det havde jeg også stået i kø i en evighed, kun for at blive afvist og smidt til informationen, så det tog sin tid. Bagefter hed den endnu en lang kø, og så ellers en mand der var helt overbevist om, at hende på billedet var ikke mig, men en 27 årig kvinde. Det tog en del tid at overbevise ham om, at jeg altså var en og samme person, og at jeg ikke blev yngre og yngre, og han overvejede lidt, at tilkalde en tredjemand til, at gennemgå det, men han endte dog op med at acceptere, at jeg åbenbart bare så gammel ud på mit billede, og slap mig igennem.
Så røg jeg til bagagen - det var overraskende nemt at finde. Udgangen… not that easy. Jeg fandt det super forvirredne med alle de køer man kunne gå til, men til sidst fandt jeg dog det store 'EXIT' skilt, hvilket burde have gjort det nemt at vide, at det altså var der man skulle hen, men det var det ikke i virkelighedens verden. Og da jeg kom op blev det ikke nemmere. Spottede ret hurtigt en mand i en blå EF trøje, og skyndte mig så efter ham, da han var på vej ud af døren med adskillige unge studerende, men da vi kom ud, og han ville tjekke mit navn af, kunne vi ikke finde mig nogle steder. Han sagde, at jeg bare kunne sætte mig ind, før han lige huskede på at spørge, om jeg overhovedet var på vej til Santa Barberas. Ja, det var jeg så ikke, så jeg fik at vide, at jeg nok burde komme ind igen. Det gjorde jeg, men imellemtiden havde hende fra LA allerede været der, og rykket alle over et andet sted i lufthavnen, og dette fandt jeg selvfølgelig ikke ud af før en time senere, da en anden guide som skulle hente en anden pige til Santa Barbera kom, og spurgte til, hvorfor jeg ikke var med de andre. Så ja, men jeg endte op med at finde dem!
Derefter stod den på mere ventetid, fordi to studenter manglede, og så - endelig - ventetid på at vores shuttle com og hentede os. Med mit held, så var jeg selvfølgelig den sidste der skulle sættes af, så vi kørte rundt i en evighed, og kunne ikke engang kigge på stjerner, fordi… well, der var ingen. Sørgeligt, sørgeligt.
Men så kom jeg endelig hjem til min værtsfamilie! De virkedede umiddelbart vendelige - Diana tog imod mig, og hun var meget venlig og forstående for, at jeg mest af alt bare var træt og ville sove. Min roomie, Marisol, virkede også meget venlig, og hun ville heldigvis også gerne sove, så vi fandt ud af det, og gik i seng.
Næste dag vågnede jeg klokken tre om natten. Der var ikke noget lys ved siden af sengen, og ikke noget internet på min computer, så jeg havde ikke så meget andet at lave, end at ligge og prøve at sove lidt videre, og at kigge på, at solen stod op. I tre timer og tre kvarterer. Det var ikke særligt underholdene. Men da dagen så endeligt kom i gang, så gik det også stærkt, og pludseligt stod jeg uden foran skolen.
Først blev vi sluset igennem according to vores efternavne, og de tog vores I-20 form, vores pas og vores forsikringspapirer, så de kunne lave kopierer af dem alle. Så blev vi med elevator smidt på 3 sal og ind i et stort lokale, og så kunne vi ellers vente på, at samtlige 150 kom igennem. Det tog meget længere tid end det lyder til, specielt fordi nogle ikke havde taget placement test, så de skulle tage den mens vi andre tog en quiz.
Derefter var der lidt over en times powerpoint, og så skulle vi ellers afsted igen - det tog igen en del tid at komme ud i busserne og finde den rigtige bus, da ens navn stod på forskellige lister, men så kørte vi ellers imod Santa Monica beach. Det tog lidt tid, men derovre blev vi så ellers sat på fri fod. Sultne var vi fem der gik på jagt efter mad, på 3th street (en gågade, sådanne lidt en lang shoppinggade), og vi endte så op på subway. Bagefter prøvede vi at få lidt shopping gennemført, men eftersom vi kun havde fået en halvanden time til rådighed, og en del af tiden allerede var gået på at finde mad, stå i kø til mad, få den lavet og så spise den, så var det ikke den mest seriøse shoppingtur ever. Bagefter vendte vi næsen mod Venice Beach, og med en advarsel om, at vi bestemt ikke måtte købe Hash, blev vi igen sat på fri fod, lige ved de to flag. Vi vendte denne gang næsen mod havet først, men bagefter var der nogle der blev fanget af nogle gadekunstnere som dansede, mens mig, og en af de tre andre udvekslingsstudenter der lever med min værstfamilie, gik lidt videre, på jagt efter sko. Vi fandt dog ikke sko, men en henna tattoveringsshop, og i en rus af spontanitet fik vi ellers lavet en hyggelig hennatattovering, faktisk den samme, samme sted, som så var på hoften. Som to mennesker der ønskede at blive solbrændt på kun halvdelen af maven, gik vi så ellers rundt med vores trøjer halvt oppe, da vores tattovering skulle tørre. I sidste ende blev de alligevel tværret ud, og det mest sorte faldt af, så de endte op med at se sære ud. Nåh, ellers, så så vi også 'doktorne' på Venice Beach!
Det kræver nok lidt forklaring. I Californien er det faktisk tilladt at købe Hash, hvis man har et license fra sin læge, og hvis man er US resident eller Citizen i Califorina (Permanent), så i Venice Beach er det 'lægerne' der sælger Hash. Og de er faktisk klædt ud som læger, med hvide kitler og det hele, og det hele ser faktisk lidt mærkeligt ud. Men Venice Beach er i hvert tilfælde en oplevelse i sig selv! Det mindede mig lidt om Barcelona, men så alligevel ikke.
Tredje dag, som faktisk er i dag, vågnede jeg først klokken seks. Var virkeligt stolt af mig selv over det! Det var helt klart en forbedring! Nåh, ellers, så kravlede jeg ned, hentede min computer, så jeg ikke skulle kede mig, og gav mig til at lege lidt. Heldigivs var der en helt vildt masse online, så jeg havde rigeligt at snakke til, så det var meget rart.
Nåh, men! Så skulle vi så igen afsted. Denne gang skulle vi gå hele vejen, og netop som jeg går og snakker om, at det i det mindste ikke kommer til at sne, og fortovet derfor ikke bliver iset over, og vi vil falde ned af det bjerg vi skal klatre ned af, så BAM, falder jeg, og ligger s åder og vælter rundt. Ja, typisk mit held. Nåh, men vi tænkte at vi, like, kunne tage en tur forbi Starbucks. Et styks dry caramel hot chocolate til mig, tak! Det smagte dejligt, og kakao kan drikkes hvornår det skal være. Nåh, over til busserne igen, denne gang måtte vi selv bestemme hvor vi ville hen, så Sol, Eli og jeg hoppede ind i den samme bus, og så gik turen ellers afsted. Vi startede med at tage til Farmer's Market, hvor vi tog i World's Food Market, og jeg købte noget sjovt slik til Marianne, derefter hoppede vi ind i Forever 21 (faktisk, så hoppede vi ind i en butik der hed noget med Girl, men vi opdagede meget hurtigt, at den havde vidst mest med dukker at gøre, så vi hoppede ud igen), og gæt hvad jeg fandt? Ja, jeg fandt neglelak, men det var faktisk ikke det jeg mente. Jeg fandt noget meget bedre. Jeg fandt en halskæde med et unicorn vedhæng. Som i, seriøst. Det tog mig ikke mange sekunder at købe den, og så var jeg ellers lykkelig. Købte også en almindelig sort top, da jeg syntes, at jeg er i underskud af trøjer, og så gik vi ellers videre. Et par billeder senere, og jeg får øje på himlen: Barnes and Nobles, lige der, midt i det hele! Overtalte de andre til, at det bestemt var en fantastisk idé at gå derind, og greb så ellers ud efter bøger jeg kunne finde. I løbet af få sekunder stod jeg med adskillige bøger, og så var det ellers op på 3, hvor jeg fik et mindre hjerteanfald over alle de mange dejlige bøger jeg kendte, og jeg fik ellers travlt med, at hive dem ned i mine arme. Eli fik også skovlet seks bøger op, før både hende og Sol blev enige om, at nu var et godt tidpsunkt at få mig ud, før jeg købte hele butikken, så med 14 bøger på armen begav jeg mig til kasseapperatet, hvor mig og ekspedienten hurtigt blev enige om, at et membership card nok var en god idé til mig (sparrede mere, end hvad kortet kostede, så det betalte sig selv).
Nåh, med min taske nu fuld af bøger, begav vi os over til, hvor bussen burde holde, med et hurtigt stop hos en glattejernssælger, men ak og ve - bussen var ingen steder at se. Vi ledte i lidt tid, spurgte nogle af de andre, og med tre minutter før den ville efterlade os strandet alene, så vi nogle i blå trøje, og gik over til dem. Heldigvis var det EF mennesker, og vi endte op i den rigtige bus og det hele! Jeg stillede så min tunge taske fra mig, og vi kørte til Hollywood - Walk of Fame. Desværre tog det en del tid, da der var hele to store gader lukkede, men vi så da adskillige sære ting imens vi kørte - blandt andet en demonstration uden foran en Chick-Fil-A. Fandt aldrig ud af, om de mente, at Chick-Fil-A var anti gay eller pro gay, og hvilket de var utilfredse med. De var ret forvirrende. Vi så også to der demonstrerede iført Gay Fawkes masker.
Nåh, men vi kom endelig frem til Walk of Fame, kom ud, og så begav vi os ellers afsted. Jeg kan faktisk ikke huske, om vi var inde i andre butikker, men vi fandt en turistshop, hvor de andre købte nogle ting til fok derhjemme. Desværre, så forsvandt manden der ekpedierede Ellie forholdsvist hurtigt, og så stod man ellers der og tænkte 'ja'…
Egentligt ville vi gerne have været på Hard Rock Café og spise, men vi havde kun en time i alt, og med alt den tid det tog manden at gøre… hvad end han skulle, så kunne vi ikke nå det, så det blev McD, og så ellers Hard Rock Café for at købe en pen til mor, så hun ikke spyer ild efter mig, eller sådanne noget. Man ved aldrig.
Bagefter satte vi os over ved bussen og spiste. Egentligt sad vi ved bussens… stepting(?), men buschaufføren kom og spurgte, om vi ikke hellere ville spise indenfor, og jo, det ville vi da, og det var helt fint, på betingelse af, at vi ikke svinede, så det gjorde vi ikke. Derefter kørte vi videre op til Gryffith Observatory, og rendte lidt rundt der. Det var ret interessant. Så kørte vi ellers tilbage, og så kom den sværeste del af dagen: at bestige bjerget igen, med alle mine bøger på ryggen. Heldigvis har jeg så awesome hostsøstre, at de hjalp mig med at bære min taske. Og så, præcis som mit held burde være, at vi endelig var ved toppen af bjerget, kom Diana kørende forbi. Vi var, like, 20 m fra hendes hus, så hun stoppede selvfølgelig ikke, men jeg ville ønske, at hun var kommet forbi, da vi var for enden, for det var godt nok en hård tur op af den bakke! Men vi overlevede jo i sidste ende, og så satte vi os ellers ind i køkkenet og snakkede.
Okay, til aftensmad fik vi noget lidt specielt, så det vil jeg lige forklare. Vi fik først chips med noget kaldet seven-layer-dip. Det er generelt en dip der består af først et lag bønner, så sour cream med taco mix i, så salsa, så ost, så almindelig sourcream og så ost igen. Men det var ikke det mærkeligste. Well, det mærkeligste var nok, hvor store tingene var - posen var… okay, forestil jer en almindelig pose, og så gang den med fem. Så stor. Og dåsen med bønner i var enorm! Nåh, men det mærkeligste var, den måde de lavede tacos på! Det var bare så anderledes! Altså, det var en tacoskal i en rulle med bønneting imellem, og så puttede man så tingene i tacoskalen, men når den så knustes, så faldt den ingen vejne. Se, det var ret så gennemtænkt!
Nåh, ellers, så var vi vidst bare mest af alt trætte, og lige nu er klokken kun 10:41 PM, på en lørdag aften, men der går godt nok ikke lang tid, før jeg lægger mig til at sove.
Så… godnat (:
lørdag den 3. september 2011
Still in Denmark.
Så, jeg sidder stadig i Danmark. Men jeg måtte velsagtens hellere oprette denne blog, inden jeg tog afsted. Så her sidder jeg, med 18 dage til afgang og glæder mig. Og det er vel hvad der er at sige lige pt.
Denne blog er hovedsageligt til familie og venner i lille Danmark, og selvfølgelig til mig selv, så de ved, at jeg har det godt, og så jeg har et sted, at skrive de bedste oplevelser ned, så jeg for evigt kan finde dem frem. Så…
Om atten dage går det løs.
Denne blog er hovedsageligt til familie og venner i lille Danmark, og selvfølgelig til mig selv, så de ved, at jeg har det godt, og så jeg har et sted, at skrive de bedste oplevelser ned, så jeg for evigt kan finde dem frem. Så…
Om atten dage går det løs.
Abonner på:
Kommentarer (Atom)